Vi har samlet en inspirationsliste med punkter, der kan stille dig bedre i en fratrædelsesaftale:
-
Hvis du skal fortsætte med at arbejde i opsigelsesperioden, kan det aftales, at du på et bestemt tidspunkt skal fritstilles
-
Du skal ikke afspadsere overarbejde, men får det udbetalt
-
Dine kunde- og konkurrenceklausuler bortfalder eller bliver begrænset
-
Du skal ikke afholde optjent ferie, men får det afregnet som feriegodtgørelse
-
Du får hjælp til din fremtidige jobsøgning via en outplacement-ordning
-
Du bevarer løngoder – bil, telefon mv.
-
Din loyalitetspligt bliver fraskrevet, så du har mulighed for at tage arbejde i samme branche og tilmed i en konkurrerende virksomhed i opsigelsesperiode
-
Du får en anbefaling fra virksomheden
-
Du og din arbejdsgiver indgår en klar aftale om, hvad der bliver meldt ud såvel internt som eksternt om årsagen til, at du fratræder din stilling
-
Hvis virksomheden kunne have forskellige krav imod dig, som de vælger ikke at gøre gældende, vil det være en fordel, at aftale er til "fuld og endelig afgørelse af ethvert krav parterne imellem". Du skal være opmærksom på denne formulering, da den omvendt kan bevirke, at du heller ikke kan gøre yderligere krav gældende imod virksomheden
Særligt ved fritstilling
Hvis din fratrædelsesaftale omfatter, at du bliver fritstillet, er der nogle yderligere forhold i relation til ovenstående, der kan stille dig bedre:
-
Virksomhedens ret til at modregne løn bliver fraskrevet. Det vil sige, at du kan få løn fra nuværende og ny arbejdsgiver i en længere periode, end de tre måneder funktionærloven lægger op til
-
Du bevarer løngoder – bil, telefon mv. i fritstillingsperioden
-
Fritstilling uden ferieafholdelse. Det vil betyde, at du får afregnet maksimalt feriegodtgørelse ved din fratrædelse.
Særligt ved suspension
Bliver du suspenderet, kan du med fordel forsøge at få rådighedsforpligtelsen ved suspension begrænset mest muligt.
Særligt ved afskedigelser i større omfang
Når en virksomhed opsiger alle sine medarbejdere, fordi virksomheden skal lukke (eksempelvis fordi produktionen flytter til udlandet), indgås der ofte fratrædelsesaftaler med nøglemedarbejdere, hvis arbejdskraft virksomheden har brug for i hele nedlukningsfasen. For at hindre at en opsagt medarbejder derfor kontraopsiger sin stilling, når denne har fundet et nyt arbejde, kan der i en fratrædelsesaftale aftales forskellige bonusordninger, som kan give dig et økonomisk incitament til at blive til sidste dag.